SuperBrugsen så ud over egen næse og tilbød deres overskudsvarme

26. april 2021

SuperBrugsen så ud over egen næse og tilbød deres overskudsvarme

I omkring fire år har SuperBrugsen i Hedensted leveret overskuddet af varmen fra deres køleanlæg, så Hedensted Fjernvarme kan bruge den til at opvarme byens husstande. Et oplagt samarbejde, for i virkeligheden er de to lokale virksomheder opbygget af samme DNA.

Af: Kristine Buske

Kølemontrerne i supermarkederne bruger meget energi for at holde varerne kolde. I processen bliver der også produceret ny energi, der kan omsættes til varme. Den overskydende varme har SuperBrugsen i Hedensted længe brugt til en varmeveksler, som leverer varmt vand i virksomhedens lokaler. Men for godt fire år siden besluttede brugsuddeler Søren Bach sig for at tænke større. Han havde hørt om, at virksomheder kan levere overskudsvarme til deres lokale fjernvarmeværker. En disciplin som bl.a. en ingeniør i Aarhus specialiserede sig i.

Søren tog kontakt til ingeniøren og fik hans hjælp til at starte et samarbejde op med Hedensted Fjernvarme.

”Vi kunne se på beregningerne, at økonomien var fornuftig for butikken. Vi havde en tilbagebetalingstid på cirka tre år. Så det var næsten dumt at lade være,” fortæller han.

Sikker forsyning
SuperBrugsen bruger stadig en del af overskudsvarmen til deres egen varmeveksler. Herefter er der årlig varme til cirka 15 parcelhuse i Hedensted. Derudover har Hedensted Fjernvarme samarbejde med andre virksomheder, som også bidrager med deres overskudsvarme til byens husstande.

Det første par år har der dog været udfordringer med nedbrud på SuperBrugsens egen varmeveksler. Forklaringen er teknisk og handler om de små kobberplader i maskinen, der indtil videre ikke har holdt mere end et år. Og måske er det ikke helt uundgåeligt med opstartsproblemer, når man er selvvalgt forsøgskanin.

”Vi er blandt de første i Danmark, der har indgået i overskudsvarmeprojekter med deres fjernvarmeværk, så det er jo stadig nyt. Men nu har vi fået en dobbelt varmeveksler, så vi håber, at det virker,” siger Søren Bach.

Om sommeren er SuperBrugsen næsten selvforsynende med varme, men i vinterhalvvåret er de nødt til at modtage varme fra Hedensted Fjernvarme. Det gjorde de også, inden samarbejdet om overskudsvarme opstod. Spørger man Søren Bach om fordelene ved at være fjernvarmebruger, peger han især på forsyningssikkerheden. Den betyder nemlig, at Hedensted Fjernvarme hele tiden sørger for, at anlægget fungerer, så virksomheder og boliger aldrig løber tør for varme.

”Vi kan ikke tåle at have mindre pålidelige systemer. I de 15 år jeg har været brugsuddeler i Hedensted, har vi altid brugt Hedensted Fjernvarme som varmeforsyning. Vi har aldrig overvejet at kigge efter andre varmeløsninger, simpelthen fordi der ikke har været grund til det.”

Varme, der går til spilde
Ifølge Søren Bach er det nærmest en selvfølge, at den lokale SuperBrugsen skal bidrage med den overskydende varme fra køleanlæggende til at opvarme boligerne i Hedensted. Han ser mange ligheder mellem de to virksomheder, da SuperBrugsen og de danske fjernvarmeværker begge bygger på andelstanken, hvor kunden selv ejer virksomheden.

”Overskudsvarme er gavnligt for både vores kunder og for lokalmiljøet. Derfor mener jeg, at vi er forpligtede til at indgå det samarbejde. Jeg kan faktisk ikke forstå, at det ikke er et krav til SuperBrugsen-butikker i hele landet at lade de lokale fjernvarmeværker overtage deres overskudsvarme. Det er jo varme, der ellers bare går til spilde,” siger Søren Bach og tilføjer:

”Coop gør meget for den grønne omstilling, og det arbejde går overskudsvarme godt i tråd med. Vi er nødt til at byde initiativer velkomne, der er gode for både klima, samfund og vores kunder. Derfor er vi utrolig glade for det her samarbejde med Hedensted Fjernvarme.”