Fjernvarmemand bliver ny direktør

6. november 2023

Martin Lindhardt overtager direktørstolen

Det er en erfaren projektleder med en solid baggrund indenfor fjernvarmesektoren, der den 1. Februar overtager direktørposten i Hedensted Fjernvarme.

Den 45 årige Martin Lindhardt overtager direktørstolen i Hedensted Fjernvarme den 1. februar 2024.

Martin Lindhardt har de seneste 15 år været ansat i COWI A/S Fjernvarmeafdeling. Først som specialist og senere som projektleder, hvor han har haft ansvaret for en række store fjernvarmeprojekter herunder TVIS’ udvidelser i Vejle, Kolding og Middelfart. Martin har også tidligere arbejdet i Aalborg Forsyning.

”Vi er glade for, at vi har fundet en person med en solid fjernvarmebaggrund” siger Morten Juhl Lassen, der er formand for Hedensted Fjernvarme og fortsætter: ”Det er bestyrelsens vurdering, at Martin Lindhardt som ingeniør vil kunne supplere og styrke det faglige miljø i Hedensted Fjernvarme, og at han vil gå godt i spænd med medarbejdere, andelshavere og samarbejdspartnere. Samtidig vil hans solide Fjernvarmeerfaring og -netværk kunne styrke samarbejdet med bestyrelsen og den strategiske udvikling af værket” siger Morten Juhl Lassen.

Martin Lindhardt er født og opvokset i Herning og bor i Århus. Han er uddannet Diplomingeniør på Ingeniørhøjskolen i Århus, og har taget projektlederuddannelse i COWI A/S.

I sin fritid er Martin engageret i frivilligt bestyrelsesarbejde, hvor han bl.a. hvert år er med til at arrangerer Danmarks største festival for bræt- og rollespil med over 1.000 deltagere.

Martin tiltræder direktørstillingen i Hedensted Fjernvarme den 1. februar 2024.