Vi er sammen om at skaffe billig og grøn varme

8. maj 2023

Vi er sammen om at skaffe billig og grøn varme

Fjernvarme bygger på det mere end 100 år gamle andelsprincip. Det betyder, at du faktisk ikke er kunde hos os, men at du er medejer. Vi er altså fælles om projekt: ’skaf billig og grøn varme til alle, der er koblet til Hedensted Fjernvarme’. Og det giver dig en række fordele som forbruger.

Der er lunt og rart i din bolig. Dit varmeanlæg kører, som det skal. Radiatorerne fungerer optimalt. Du lufter ud, holder en stabil temperatur i alle rum, betaler din varmeregning og tænker ikke meget mere over det.

Men faktisk er fjernvarme mere end varmt vand i hanerne og radiatorerne. For der ligger en ældgammel og fin ordning til baggrund for de danske fjernvarmeværker, der bygger på, at hvis vi går sammen om et værk, kan vi få den billigst mulige varme.

Du ejer en andel

I 1903 opstod det første fjernvarmeværk i Danmark på Frederiksberg. Det skete efter inspiration fra andelsbevægelsen i England, hvor virksomheder og privatpersoner gik sammen for at opnå fordele. De delte udgifter og indtægter, så ingen sad tilbage og skummede fløden. Sådan opstod flere fjernvarmeværker i Danmark.

Det er derfor, du er medejer i dag. For det har vist sig, at fællesskab fungerer, når vi skal forsyne vores boliger med billig og grøn varme.

 

 

Vi holder prisen nede

Den nok vigtigste fordel for dig som andelshaver er, at vi i fællesskab holder priserne for varme nede. Fjernvarmeværker må ikke tjene penge i modsætning til private virksomheder. Og det betyder, at der ikke er nogen skjulte gebyrer, overpriser eller direktører, der napper hele overskuddet.

Regnskabet hviler i sig selv og bliver hvert år godkendt af dig og alle andre andelshavere på den årlige generalforsamling, hvorefter det bliver sendt ind til Energistyrelsen.

Dit hus bliver varmet op af flere varmekilder

Fjernvarmeværker har også den fordel, at fordi vi er sammen om at løfte, så kan vi investere i flere forskellige varmekilder. Hos Hedensted Fjernvarme varmer vi vandet til dit hus op med overskudsvarme, solvarme, elkedel, træpiller og gas.

Vi kan samtidig tilkoble billigere varmekilder løbende. For eksempel grøn energi, som lige nu heldigvis også er den billigste løsning. Det kunne nemt gå hen at blive dyrt og besværligt, hvis du selv skulle skifte løsning. Fra gas til solenergi for eksempel.

Du kan få indflydelse på, hvor varmen kommer fra

Der er meget at være glad for som fjernvarmekunde. Den demokratiske model betaler sig på mange måder. Derfor er det også værd at huske på, at din stemme er vigtig. Har du gode ideer, indsigter eller noget, du er utilfreds med, kan du ytre din mening på generalforsamlingen eller stille op til bestyrelsen.

Vi er styret af fælles beslutninger, og alle har indflydelse.

Så næste gang du nyder en kop kaffe i din lune stue, kan du sende den gode gamle andelsbevægelse en venlig tanke og glæde dig over, at vi i fællesskab skaffer den billigste og grønnest mulige levering af varme til dig og alle andelsejere.