Coronavirus: Hedensted Fjernvarme sikrer fortsat din forsyning

16. marts 2020

Coronavirus: Hedensted Fjernvarme sikrer fortsat din forsyning

Danmark lukker ned, men vi holder fortsat varmen kørende. Hos Hedensted Fjernvarme tager vi ansvar og overholder alle retningslinjer, så vi hele tiden har raske medarbejdere til at sikre varme og varmt vand hjemme hos dig.

Regeringen meldte torsdag den 11. marts klart ud med nye tiltag mod covid19 (coronavirus) og et budskab om, at det er et fælles ansvar, at vi undgår at smitte hinanden. Det ansvar tager vi seriøst hos Hedensted Fjernvarme. Ikke kun for at mindske smittefaren mellem os og dig som forbruger, men også, fordi vi har et ansvar for at sikre varme og varmt vand hjemme hos dig.

”Vi tager situationen alvorligt, men har styr på det. Vi har medarbejdere på opgaven til at varetage din forsyningssikkerhed og overholder de løbende retningslinjer og anbefalinger, så vi hele tiden har et hold af raske og friske medarbejdere til at køre driften,” siger Torben Alex Nielsen, der er driftsleder hos Hedensted Fjernvarme.

Overholder retningslinjer
I forbindelse med regeringens skærpede tiltag, har Energistyrelsen udsendt anbefalinger til de danske fjernvarmeværker. Det handler blandt andet om at undgå at mødes med forbrugerne, og at holde afstand til kollegaer i driften. Og så handler det selvfølgelig om almen omhu og god hygiejne og adfærd.

”Vi holder kun de medarbejdere på arbejde, der er nødvendige og overholder retningslinjerne om så vidt muligt at arbejde alene og ikke at være samlet i små rum. Normalt er vi glade for de besøg, vi har ude hos forbrugeren, men i disse tider er vi nødt til så vidt muligt at instruere over telefon. Er der ikke andre muligheder end hjemmebesøg, holder vi afstand på grund af både vores og forbrugerens sikkerhed,” siger Torben Alex Nielsen.

 

__________

 

Sådan beskytter vi driften mod Coronavirus:

  • Vi overholder Energistyrelsens anbefalinger til at beskytte virksomheden i den daglige drift.
  • Vi sender alle medarbejder, vi kan, hjem. De, der bliver på arbejde for at sikre din varme, følger retningslinjerne om ikke at være samlet i små rum og arbejder så vidt muligt alene.
  • Vi overholder retningslinjerne i forhold til rengøring og personlig hygiejne.
  • Har du problemer med dit varmeanlæg, står vi som altid klar til at hjælpe. Du skal blot ringe til Hedensted Fjernvarmes vagttelefon.
  • Vi prøver at instruere dig over telefonen. Bliver det nødvendigt at møde op hjemme hos dig, har vi allieret os med nogle samarbejdspartnere, der kan afhjælpe fejl og samtidig sikre, at vi holder den fornødne afstand for din, vores og hinandens sikkerhed.