Etablering af spildevandsvarmepumpe
Etablering af spildevandsvarmepumpe
Torsdag den 28. november afholdt bestyrelsen i Hedensted Fjernvarme ekstraordinær generalforsamling. Den ekstraordinære generalforsamling havde til formål at fremlægge et forslag om en investering i en spildevandsvarmepumpe og dernæst at få andelshavernes accept på at kunne arbejde videre med projektet.
Mere brændselsfri varme
Baggrunden for projektet er, at værkets samlede varmeproduktion og spidslast de seneste år har været stødt stigende, og der er derfor brug for mere produktionskapacitet. Derudover er der også et behov for et billigere energimix, som kan bringe varmeprisen ned. I tillæg hertil vil etablering af en spildevandsvarmepumpe også kunne bidrage til en mere brændselsfri produktion.
Spildevandsvarmepumpe kan øge både kapacitet og fleksibilitet
Vi har arbejdet med idéen om en spildevandsvarmepumpe i flere år, da der er et stort potentiale i at bruge det varme spildevand til at producere fjernvarme. Varmepumpen skal etableres hos Hedensted Spildevand og sende ca. 4 MW fjernvarme til Daugaard og derfra videre til Hedensted. Således øges både kapaciteten og fleksibiliteten hos Hedensted Fjernvarme. I 2023 udgjorde varme produceret på gas ca. 30 % af produktionen og forventes med denne investering at kunne falde til 8 %. Vi får således en mere fremtidssikker produktion og en billigere varmepris.
Skulle besluttes på en ekstraordinære generalforsamling
Da der er tale om en væsentlig investering på 41,6 mio. kr. indkaldte bestyrelsen til den ekstraordinære generalforsamling med henblik på at få andelshavernes accept, for derefter at kunne fortsætte arbejdet med projektet. Projektet er på nuværende tidspunkt på et indledende stadie.
På grund af stor interesse for og tilslutning til generalforsamlingen blev lokationen flyttet til Hedensted Skole. Cirka 150 andelshavere deltog i den ekstraordinære generalforsamling.
Efter præsentationen af investeringsforslaget kom der mange gode reaktioner samt opklarende og kritiske spørgsmål fra andelshaverne. Vi tager naturligvis alle bidrag med i det videre projektarbejde.
120 stemte for
Afslutningsvis blev der afholdt en afstemning hvor 120 af de fremmødte andelshavere stemte for forslaget mens 20 stemte imod.
Forslaget om at arbejde videre med en spildevandsvarmepumpe, indenfor den på mødet skitserede økonomiske ramme, blev således vedtaget med et markant flertal.
Nu arbejder Hedensted Fjernvarme videre med investeringen, som skal igennem en række projektfaser. Projektet bliver kun iværksat forudsat at projektfaserne godkendes og at investeringen holdes indenfor rammen.
Vi holder jer opdateret på det spændende projekt på både vores hjemmeside og på Facebook.