Fjernvarme giver mest CO2-reduktion for pengene

Fjernvarme giver mest CO2-reduktion for pengene

31. august 2020

Fjernvarme giver mest CO2-reduktion for pengene

Hos Hedensted Fjernvarmeværk arbejder vi mod at blive 100% klimaneutrale i 2022. Et mål, der ikke kun kommer dig som fjernvarmebruger til gode, men også kan få stor betydning i det store klimabillede. Fjernvarmesektoren kan nemlig bidrage med næsten halvdelen af regeringens ambitiøse mål om CO2-reduktion. Dansk Fjernvarmes analysechef forklarer her hvorfor.

Af: Kristine Buske, Foto: Vibeke Johansson

Grøn, bæredygtighed, klimavenlig, mindre CO2. De ord hører vi alle vegne og alle lige fra borgere til virksomheder ved godt, at de er nødt til at bidrage der, hvor de kan. Men hvis vi skal nå regeringens mål om 70% CO2-reducering inden 2030, er vi nødt til at kigge på, hvilke områder vi virkelig kan sætte effektivt ind i kampen for klimaet.

Hos Dansk Fjernvarme har de regnet på tallene, og faktisk kan opvarmningssektoren bidrage med næste halvdelen af den samlede reduktion. Det fortæller Jesper Koch, der er analysechef og leder af Grøn Energi hos Dansk Fjernvarme.

”Det er jo et spørgsmål om, hvor det er lettest at lave ændringer, hvor det er billigst, og hvor man får mest reduktion for pengene. I opvarmningssektoren har vi allerede teknologien og værktøjerne til det. Hvis det bliver udnyttet rigtigt, og vi arbejder mod tæt på 100% grøn energi inden 2030, kan fjernvarmeværkerne i Danmark faktisk bidrage med hele 44% af den samlede CO2-reduktionen i det danske samfund,” siger Jesper Koch.

Fjernvarmens grønne rejse

Fjernvarme er forgangsmænd i den grønne omstilling og har allerede været igennem en lang rejse for at mindske varmesektorens aftryk på klima og miljø. Først havde vi kulkraftværkerne, så olie, men efter oliekrisen, begyndte man at få øjnene op for overskudsvarme, hvor man genbruger den overskydende energi fra virksomheder og omdanner den til varme.

”Det er den æra, vi har bygget videre på i fjernvarmebranchen. Det handler ikke længere kun om effektiv varme, men mere og mere om grønne løsninger,” fortæller Jesper Koch.

Skal tænke bredere end husstande
Et af de områder, hvor fjernvarme kan sætte endnu mere ind, er i industrien. Jesper Koch forklarer, at 20 % af fjernvarmens grundlag – svarende til cirka 350.000 boliger – kan leveres til industrien og dermed bidrage med grøn varme til virksomheder. Her kan der laves ordninger, hvor fjernvarmeværkerne bidrager med grøn varme i bytte for overskudsvarme, som kan opvarme boliger i det pågældende byområde.

I Hedensted betyder et partnerskab med industrigasleverandøren Air Liquide samt flere mindre virksomheder, at 55 % af værkets energi kommer fra overskudsvarme fra industrien.

”I industrien tænker de ikke nok over, hvor meget de kan bidrage med til samfundets fælles CO2-reduktion, hvis de skifter til grøn varme. Her skal fjernvarmeværkerne være gode rådgivere og stille sig til rådighed. Der er meget potentiale i overskudsvarme, og jeg er sikker på, at det bliver stort i fremtiden,” siger Jesper Koch.

Han fortæller, at der også er potentiale i at tænke fjernvarme endnu bredere. I små lokalområder med langt mellem husstandene, kan det være svært at få fjernvarme til at nå ud. Men her kan fjernvarmeværkerne bidrage ved at indkøbe varmepumper, som beboerne kan få på abonnementsordning, så det bliver billigere end at købe en varmepumpe selv.

”Det vil ikke blive en del af den fælles økonomi i andelsselskabet og får altså ikke betydning for de eksisterende fjernvarmebrugere. Men på den her måde kan vi hjælpe endnu flere mennesker med at få grøn varme i deres husstand. Samtidig får de convenience-fordelen ved fjernvarme, hvor fjernvarmeselskabet deler ud af deres faglige ekspertise og sørger for vedligehold og teknisk hjælp på husstandenes varmepumper,” forklarer Jesper Koch.

Stordriftsfordele gavner miljøet
En anden pointe er stodriftsfordelen ved at deles om energiløsninger i et fjernvarmeselskab. De kommer nemlig ikke kun fjernvarmebrugernes pengepung til gode. Jesper Koch forklarer videre:

”Når du skifter til en grøn løsning, skal du ikke gøre det enkeltvis i 400.000 hjem. Du kan sætte et stort solcelleanlæg eller en stor varmepumpe op, som kan forsyne store områder. De store løsninger udnytter energien bedre end de små, og så er der den miljømæssige fordel, at du undgår at skrotte fx mange små varmepumper, når de engang skal udskiftes. Du mindsker altså også mængden af affald.”

Der er altså mange metoder til at gøre fjernvarme endnu grønnere, og hvis politikerne spiller med, kan de mange grønne energiløsninger betyde, at fjernvarme kan bidrage med tæt på halvdelen af regeringens mål om 70%-reduktion inden 2030.

Hvis du vil vide mere om CO2-aftrykket på forskellige opvarmningsformer, har vi udarbejdet en folder her.

 

__________

 

Ti grønne energiløsninger, som fjernvarme kan bidrage med:

  1. Konvertering af 500.000 individuelle olie- og naturgasfyr til fjernvarme.
  2. Genbrug af overskudsvarme (udnyttelse af energi fra virksomheder, som ellers ville gå tabt i atmosfæren)
  3. Geotermisk energi (udnyttelse af varmt, saltholdigt vand fra undergrunden)
  4. Store varmepumper og elkedler, som nyttiggør sol- og vindenergi
  5. Klimabæredygtig biomasse
  6. Digitalisering og energieffektivitet (ved rigtig brug af algoritmer, kan man trække returvarmetemperaturen ned og udnytte varmen bedre)
  7. Fjernvarmens bidrag til grøn omstilling af erhvervslivet
  8. Solvarme
  9. CO2 -neutralt affald (affald som ikke kan genanvendes og alligevel skal brændes, kan bruges til at omdanne til varme)
  10. Fjernvarmeanlæg – grøn omstilling af elsystemet

 

 

 

//