Jacobsen Bakery og andre virksomheder varmer boliger op i Hedensted

Jacobsen Bakery og andre virksomheder varmer boliger op i Hedensted

11. september 2019

Hedensted Fjernvarme har indgået en aftale med en række virksomheder i kommunen om at aftage deres varme, når de er færdige med at bruge den. Varmen bliver genbrugt til opvarmning og varmt vand hjemme hos borgerne i Hedensted.

Vi kan ikke længere se på varme som noget, vi hver især skal have leveret til vores husstand. Vi er nødt til at dele den og genbruge den, så varmen kan leve videre i stedet for at blive smidt ud og gå til spilde.

Derfor arbejder Hedensted Fjernvarme målrettet med at genbruge varmen fra lokale virksomheder, så fjernvarmebrugerne efterfølgende kan bruge den, når de tænder for varmen i hjemmet. Det er et led i Hedensted Fjernvarmes plan om at blive næsten 100% klimaneutral inden for tre år.

”Fordi vi har fået gode aftaler med en række virksomheder, bliver det også billigere for forbrugeren at få overskudsvarme. På den måde kan vi bidrage til den grønne omstilling samtidig med, at det bliver en fordel for alle,” siger Morten Juhl Lassen, bestyrelsesformand for Hedensted Fjernvarme.

Jacobsens Bakery sender varmen videre
En af de virksomheder, der sender varmen videre til borgerne i Hedensted i stedet for at smide den væk, er Jacobsen Bakery Ltd. De var i 2014 en af de første virksomheder til at indgå aftale om at lade Hedensted Fjernvarme aftage deres overskudsvarme. Carsten Jacobsen, økonomidirektør hos Jacobsens Bakery Ltd, fortæller, af virksomheden er stolt af at bidrage til den grønne omstilling i Hedensted.

”Som virksomhed med en stor produktion bruger vi meget varme. Derfor er vi glade for, at vi kan dele vores overskudsvarme, så forbrugeren kan få glæde af den i stedet for, at vi bare sender den ud i naturen. Det er både med til at gøre noget godt for miljøet og samtidig sikre forbrugerne en lavere pris på varmeregningen. Det er et rigtig godt initiativ,” siger han.

Behov for bedre muligheder for at udnytte varmen
Med energiaftalen fra 2018 er der stort flertal for, at det skal være nemmere at udnytte overskudsvarmen, som de gør i Hedensted.

”Jeg tror, alle kan være enige om, at det ikke giver mening at ”fyre for gråspurvene” med overskudsvarme, hvis det kan bruges i fjernvarmen. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at forbrugerne ikke skal betale overpris for overskudsvarmen," lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen.

”Vi mangler imidlertid at få de sidste dele af aftalen på plads her til efteråret, og det står højt på min dagsorden at få det håndteret sammen med skatteministeren. Vi skal have fundet den rette balance, som både tager hensyn til fjernvarmeforbrugerne og giver de virksomheder, der leverer overskudsvarmen, sunde incitamenter til at udnytte den varme, der ellers vil blive smidt væk.”

Morten Juhl Lassen er enig i, at vi bør udnytte overskudsvarmen bedre på landsplan. Han påpeger dog, at der er behov for, at politikerne giver afgifterne på overskudsvarme et eftersyn, så det kan betale sig at udnytte varmen — også for mindre fjernvarmeværker. 

”Jeg opfordrer til, at regeringen reducerer eller fjerner afgifterne helt. Det vil nemlig betyde, at flere fjernvarmeselskaber har råd til og mulighed for at lave projekter med overskudsvarme og dermed bidrage til den grønne omstilling,” siger Morten Juhl Lassen.

I dag kommer 49% af varmen fra Hedensted Fjernvarme fra sol, overskudsvarme og bæredygtige naturprodukter. Til næste år stiger tallet til 95%, og om bare tre år er det ambitionen, at stort set alt varmen fra Hedensted Fjernvarme kommer fra neutrale energiformer.

 

 

 

//