Malik og Hanne valgte fjernvarme: ”Det er nemt, og det virker”

Malik og Hanne valgte fjernvarme: ”Det er nemt, og det virker”

23. januar 2020

Malik og Hanne valgte fjernvarme: ”Det er nemt, og det virker”

Da Malik og Hanne skulle vælge energikilde til at opvarme deres nybyggede hus, var de forskellige muligheder igennem. Valget faldt på fjernvarme, fordi det var den nemmeste og billigste løsning for parret.

Af: Lars Juul Jensen

Malik Johnsen, Hanne Haase og den franske bulldog Zeus bor i en skurvogn på grunden, mens 175 kvadratmeter hus skyder op på Lille Dalby Bakker i den nye udkant af Hedensted.

Den 27-årige bygningsingeniør er medbygger, når det drejer sig om at hjælpe tømreren, men har ellers håndværkere til at bygge huset, der gerne skal stå klar til indflytning, når foråret banker på i april.

Malik er opvokset i Hedensted, mens Hanne kommer fra det sydlige Jylland og bare gerne vil bo et sted mellem Aarhus, hvor hun har sit arbejde, og Vejle, hvor Malik Johnsen er ansat hos COWI. Efter en del research i det østjyske besluttede parret i september 2019 at købe grunden i Lille Dalby Bakker, gå i gang med at bygge hus og siden flytte fra deres lejlighed i Horsens og ud i skurvognen for at være tæt på byggeriet.

 

 

Tre muligheder- men valget var let

Når man bygger hus, skal der træffes mange beslutninger. En af de vigtige er, hvordan huset skal opvarmes, og i Lille Dalby Bakker er der frit valg:

”Vi ville have en varmekilde, der er så lidt arbejde med som muligt, og vi ville have gulvvarme i hele huset. Vores installatør forelagde os tre muligheder: Jordvarme, en luft/vand varmepumpe eller fjernvarme, hvor ledningerne er ført herud i området i forbindelse med byggemodningen,” fortæller Malik.

Valget faldt på fjernvarmen, og det skyldes først og fremmest to ting: Investeringen, som er lig med tilslutningsafgiften, er betydeligt mindre end ved de to andre muligheder. Samtidig er husejeren helt fri for at bekymre sig om, hvorvidt anlægget nu fungerer:

”Det er jo en del af handelen med fjernvarmen, at hvis der er noget i vejen med varmeforsyningen, så kommer de og fikser det. Og der skal hverken fyldes olie eller træpiller på, for at vi kan holde varmen. Det er nemt, og det virker,” siger Malik.

”Det kan bedst betale sig for os”

Parret har selvfølgelig gjort sig overvejelser om prisen, da de skulle vælge, hvordan det nybyggede hus skal opvarmes.

”Hvis vi nu var helt sikre på at skulle bo her de næste 20 år, ville det måske kunne betale sig at investere i jordvarme eller en varmepumpe. Men investeringen skal jo betales, før en lavere driftsudgift kan mærkes. Så jeg er sikker på, at det for os bedst kan betale sig at blive en del af fjernvarme-fællesskabet.”

Først om et års tid, når den første årsopgørelse foreligger, kender Malik Johnsen og Hanne Haase prisen for fjernvarme til huset midt i den store, nye udstykning på vejen mod St. Dalby bliver. Men de er sikre på, at de har truffet det rigtige valg.

”Jeg kan godt lide, at Hedensted Fjernvarme til gavn for klimaet satser på alternative energikilder såsom solfangere og overskudsvarme fra industrien,” pointerer Malik.

______

Hvad koster fjernvarme?
Det er endnu ikke opgjort, hvad det kommer til at koste Malik og Hanne at få fjernvarme i deres hus, når det står færdigbygget og klar til beboelse. Men et hus på 160 m2 bruger typisk omkring 12.000 kroner om året i fjernvarme.

//