Ny direktør: Det har været en spændende start

11. april 2024

Ny direktør: Det har været en spændende start

Tilbage i februar kunne Hedensted Fjernvarme præsentere Martin Lindhardt som ny direktør på værket. Nu ser han tilbage på en start, som har været præget af et godt opstartsforløb og nye spændende udfordringer.

Den 1. februar tiltrådte Martin Lindhardt som ny direktør hos Hedensted Fjernvarme. Her to måneder senere kan Martin, som kom til Hedensted Fjernvarme med 15 års erfaring som projektleder hos COWIs fjernvarmeafdeling, se tilbage på en start i direktørembedet, som både har budt på nye bekendtskaber med kollegaer og nye og spændende udfordringer.

”Det har været en rigtig spændende start - Vi er et værk, hvor der skal ske en masse ift. til udviklingen og væksten i og omkring Hedensted, så der er nok at tage fat i”, siger Martin Lindhardt og fortsætter:

”For mig personligt har starten i høj grad været præget at komme i gang med det hele og sætte mig ind i de projekter der arbejdes med, og det er samtidig nogle nye og spændende udfordringer jeg bliver mødt af, så der har været en lille opstartsperiode her de første par måneder.”, siger han om sin første tid som direktør hos Hedensted Fjernvarme.

 

Fuld fokus på fremtidsorienteret fjernvarmeprojekter

For Martin Lindhardt er denne opstartsperiode nu forbi, og efter at være faldet godt til, er der nu fuldt fokus på at få realiseret de forestående projekter, som blandt andet indebære at fremtidssikre fjernvarmen i Hedensted.

”Som værk har vi det seneste år, arbejdet med at få overblik over fremtiden - særligt hvordan vi i fremtiden vil fortsætte med at producere billig og grøn fjernvarme. Her arbejder vi bl.a. på muligheden for, at vi i samarbejde med Hedensted Spildevand kan etablere en varmepumpe i Daugaard, som skal producere fjernvarme via spildevandet, forklarer Martin Lindhardt og fortsætter:

”Den kommende tid kommer derfor til at dreje sig om at få lagt navigationen for, hvordan vi får gennemført projekter som disse - både igangværende og fremtidige – på den bedst mulige måde, slutter han.