Regeringen vil gøre det mere attraktivt at skifte til grøn varme – Hedensted Fjernvarme vil bidrage

25. maj 2020

Regeringen vil gøre det mere attraktivt at skifte til grøn varme – Hedensted Fjernvarme vil bidrage

Bliver regeringens nye klimaudspil til virkelighed, får flere borgere i Hedensted mulighed for at blive en del af det grønne fjernvarmefællesskab.

 I fremtiden skal det være endnu nemmere og billigere for boligejere at skifte til grøn varme. Det er et af hovedforslagene i regeringens nye udspil til en ny politisk aftale på varmeområdet, der blandt andet vil øge afgifterne på fossil varme og gøre energikilder som gas og olie dyrere. Et forslag, som passer godt ind i Hedensted Fjernvarmes varmestrategi.

”Vi har lige fået godkendt projektforslag, som betyder, at vi i fremtiden kan tilbyde beboerne på og omkring Parallelvej, Årupparken, og Stjernevejsskolen at komme med på fjernvarmen. Regeringens udspil vil gøre det endnu mere attraktivt for forbrugerne at omlægge til fjernvarme,” siger Morten Juhl Lassen, der er formand hos Hedensted Fjernvarme.

Billigere at skifte fra gas eller olie

En vigtig pointe i regeringens udspil er den økonomiske gulerod ved at skifte til grønne løsninger. For eksempel indgår et forslag om at tilbyde tilskud til boligejere, der vælger at udskifte deres oliefyr eller gasfyr med fjernvarme. Morten Juhl Lassen mener dermed også, at aftalen vil komme borgerne til gode – både økonomisk og for deres ”grønne” samvittighed.

”Hvis der bliver politisk flertal for aftalen, vil det betyde, at endnu flere danskere får mulighed for vælge fjernvarme og dermed bidrage til den grønne omstilling. Når en husstand skifter fra olie til fjernvarme, sparer det klimaet 5,7 tons CO2 om året, hvilket svarer til 11 flyveture til sydens sol. Ved omlægning fra et gasfyr er besparelsen på 3,9 tons CO2,” siger Morten Juhl Lassen og tilføjer:

”Men i sidste ende er det ofte pengene, det kommer an på for boligejerne. Vi er jo et forbrugerejet selskab, så når vi bliver skånet for afgifter, er det forbrugerne, der mærker det på pengepungen,” forklarer han.

Afskaffelse af overskudsvarmeafgift

Regeringen foreslår også at fjerne overskudsvarmeafgiften, der de seneste år har spændt ben for fjernevarmeselskaber, som ønsker at udnytte varmen fra lokale virksomheder. Hedensted Fjernvarme er en af de selskaber, der især arbejder med at genbruge den varme, som går tabt under virksomhedernes produktion.

”Det er helt fantastisk for os hos Hedensted Fjernvarme, hvis overskudsvarmeafgiften bliver afskaffet. Det giver os mulighed for at lave endnu flere overskudsvarmeprojekter i fremtiden. Til efteråret får vi en ny, stor varmepumpe, der betyder, at 55 % af vores varme kommer fra overskudsvarme. Og hvis afgiften bliver afskaffet, bliver varmen dermed endnu billigere for fjernvarmebrugerne,” siger Morten Juhl Lassen.

Han håber, at det politiske udspil bliver til virkelighed.

”Det vil betyde, at vi hos Hedensted Fjernvarme i fremtiden kan få endnu flere andelshavere med. Og flere andelshavere betyder stordriftsfordele på den lange bane og dermed billigere varme til alle.”